stadig dag 1

Jeg vågnede i morges med en smule blandede følelser i kroppen. Delvis stress over SRP, og klassiske tanker som "Jeg når det slet ikke!" og "Hvordan skal jeg overhovedet komme i gang". Delvis savnet efter rare veninder, og ham M, der allerede har meldt sig, selvom det er dag 1 ud af 14. Delvis lettelse over mere end 7 timers søvn. Og delvis en rar følelse af at være hjemme og styre sit eget tempo og døgnrytme.

Men nu er jeg rent faktisk i gang. Sidder og analyserer musik på højtryk og itunes kører derfor på repeat på én bestemt sang!

Men jeg er glad og tilfreds, for jeg har nemlig min chai-te!